ARKIV 2013 
 
Stævnerekord i Mørke
Med cirka 85 deltagende børnespillere og 75 voksne slog dette års udgave af Dark Devils JuleCup rekord, hvad deltagerantallet angår.
I tidsrummet kl. 9.30-19.00 blev der scoret 212 mål i 56 kampe.
Hos de yngste i U9- og U11-rækkerne deltog hold fra Sunds, Karup og Mørke, og her viste spillerne fra Sunds, at de lige er nået lidt længere i det vestjyske, hvad floorballen angår. Klubbens fire deltagende hold (to i hver række) endte alle med at spille finale, og da der skulle kåres en Dagens Spiller i hhv. U9- og U11-rækken, var det naturligvis også Sunds-spillere.
I U13-rækken deltog hold fra Ry, ÅFK og Mørke. De seneste to år har det været ÅFK, der har kunnet tage hjem fra stævnet som sejrherrer, men denne gang lykkedes det hjemmeholdet fra Mørke at vinde med 3-1 i finalen mod netop ÅFK.
Hos de voksne måtte Feldborg desværre melde forfald aftenen før stævnet, men til gengæld gav det så plads til, at et meget stort hold fra Hørning kunne dele sig i to, så motioniststævnet alligevel fik deltagelse af syv hold: To fra Hørning, Herning, Silkeborg, Mejrup, Jyderup og Mørke. Efter 21 kampe magede resultaterne sig således, at sidste års vindere, Jyderup, igen nåede frem til finalen, hvor de skulle møde Mejrup. Finalen blev et helt lige opgør og stod til at ende målløs, da Jyderup mindre end to sekunder før tid fik scoret kampens enlige mål. Så nu står der to Dark Devils-pokaler i det sjællandske. Mørkes eget hold, der sidste år fik kæmpet sig i finalen, måtte i år nøjes med en ærefuld sjetteplads. Til gengæld kunne Dark Devils så levere Dagens Spiller i skikkelse af målmand Hans Jensen, der i løbet af dagen leverede et utal af flotte redninger.
Fra Mørke IF Floorballs side skal der lyde en stor tak til de forældre, der hjalp til under børnestævnet, og til de spillere fra hhv. Herning, Mejrup og Jyderup, der undervejs hjalp de to faste dommere på dagen, Ole Nielsen, Aarhus, og Mikkel Holm, Skanderborg, med at dømme nogle af kampene.
Og til sidst en stor tak til Dansk Floorball Union og dagens præmiesponsorer, der gjorde det muligt at dele en lang række gode præmier ud undervejs: Sparekassen Kronjylland, DagliBrugsen Mørke, Copenhagen Floorball Center, CT Stål og Cafeteriet i Mørke Idrætscenter ved Lene Gravesen. (30. december)
 
I U13-rækken mødtes Mørkes to hold i den første kamp. I forgrunden er det Marie og Otto.
 
Oliver og Mads fra Mørke i kamp mod nogle af de dygtige spillere fra Sunds
 
 
Målmanden må give sig helt i U13-kampen mellem ÅFK og Ry.
 
 
Magnus Holmark fra ÅFK i kamp om bolden med en Ry-spiller. Til højre er det Otto og Casper fra Mørke, der fejrer en scoring.
  
 
Faceoff i U9-kampen mellem Sunds og Mørke. Mørkes U9-hold bestod af Mads, Mathias, Oliver og Mikkel.
  
 
Det ene af Mørkes U13-hold blev ramt af skader undervejs, så til sidst var de kun fire tilbage: Ida, Otto, Casper og Marcus - men de kæmpede flot.  
 
Mørkes andet U13-hold spillede sig i finalen mod ærkerivalerne fra ÅFK, og Nicklas Dissing, der her fyrer bolden af sted, blev senere kåret som dagens spiller. 
 
Vinderholdet i U9-rækken kom fra Sunds. Spilleren til venstre, Gadegaard, blev kåret som dagens spiller i U9-rækken. 
 
Hos U11 var det ligeledes en spiller fra Sunds, der blev kåret som dagens spiller: Damiel Ravn. 
 
U13-vinderholdet fra Mørke IF: Marie, Nicklas D., Niklas K., Mathias, Simon og Kristoffer.
 
Så er det de voksnes tur. Her er det Mørke, der møder et af Hørning-holdene. 
 
Mørkes målmand, Hans Jensen, blev kåret som dagens spiller hos de voksne. 
 
Jyderup og Mejrup (hvid) spillede 0-0 i deres første indbyrdes kamp. De mødtes senere i finalen.
 
Hernings 1. divisionskvinder fik god kamptræning ved stævnet - her i kampen mod Mejrup.  
 
Før finalen: Her går det jo godt ...
 
Der blev kæmpet i den finale, for der var raketter til vinderne
 
Og dem vandt Jyderup så sammen med pokalen - for andet år i træk. Tillykke! 
 
 
 
160 floorballspillere mødes i Mørke
Cirka 80 børn og 80 voksne mødes søndag den 29. december i Mørke Idrætscenter for at spille floorball, når den tredje udgave af Dark Devils Julecup afvikles.
Det er de yngste, der cirka kl. 9.30 indleder stævnet. På den ene bane spiller U9- og U11-holdene minifloorball (tre spillere på banen uden målmand), mens U13-holdene spiller i den anden ende af hallen på den lidt større Kleinfeld-bane (tre markspillere og en målmand på banen ad gangen). Holdene til denne del af stævnet kommer fra Sunds, Karup, Ry, ÅFK og Mørke. Børnestævnet forventes at slutte cirka kl. 13.
Om eftermiddagen fra cirka kl. 13.30 tager voksenholdene over. Også her kommer flere af deltagerne langvejs fra for at deltage. Ud over Mørke IF deltager MGU (Mejrup), Silkeborg, Hørning, Feldborg, Herning og Jyderup, der sidste år vandt pokalen efter en 2-0 sejr over Dark Devils i finalen. Programmet for dagen ventes klar i den kommende uge. (14. december)
 
Næste hjemmekamp er på udebane
Når 3. divisionsholdet kort inde i det nye år skal spille sin første kamp på hjemmebane mod Randers Raptors foregår kampen ikke på holdets normale hjemmebane i Mørke Idrætscenter. Flere af de østjyske klubber er nemlig gået sammen om et større floorballevent, som finder sted søndag den 5. januar i NRGi Park i Aarhus. Denne dag er en række turneringskampe således samlet, så de afvikles i den samme hal i løbet af dagen. Mørkes 3.divisionskamp mod Randers spilles således kl. 13.00. Denne dag giver en rigtig god mulighed for at se noget topfloorball. Umiddelbart inden Mørkes kamp spiller Team Århus Floorballs 1. divisionsdamer mod Randers Raptors ditto, og kampen efter Mørkes kamp er et opgør i Unihoc Floorball Ligaen mellem Team Århus og Vanløse. Alle kampene afvikles i NRGi Parks hal 1, hvor der er plads til små 1.000 tilskuere. Vi vil gerne opfordre til, at klubbens medlemmer og andre interesserede tager turen ind til Aarhus denne dag og er med til at danne en festlig ramme omkring kampene. (14. december)
 
Juleafslutning på onsdag
Årets sidste træning foregår onsdag den 18. december. Alle U9-, U11-, U13- og U15-spillere skal denne dag møde til træning kl. 16.00. Uden at afsløre for meget kan vi godt love, at der skal julehygges på kryds og tværs, så det vil være en rigtig god ide at møde op til træning iført nissehue denne dag. Træningen slutter kl. 18.00. De voksnes træning afvikles som normalt i tidsrummet kl. 18.30-20.00, hvorefter spillerne samles til en afrunding i cafeteriet. (14. december)
 
Forøget spænding i 3. division Midt-Øst
Mørke IF Floorball kunne tage en afgørende føring i toppen af 3. division Midt-øst med en sejr på udebane søndag mod Bjerre Millenium 2000. Læs, hvordan det så gik, ved at trykke HER (8. december)
 
Fuldt hus på floorballskolen
38 børne- og ungdomsspillere fra fire forskelige klubber - ÅFK, Team Århus, Karup og Mørke IF - deltog søndag den 10. november i Floorballskolen, som fandt sted i Mørke Idrætscenter, og dermed var der fyldt helt op på halgulvet hele dagen. Floorballskolen er et nyt indslag, som Mørke IF Floorball har taget initiativ til i bestræbelserne på at udvide kendskabet til floorballspillet i Østjylland. To tidligere landsholdsspillere, Jens Hagbarth og Thomas Bouchara fra Aalborg, var de to lærere, som skulle lære fra sig, og det gjorde de, uden at nogle af eleverne blev det mindste skoletrætte. Tværtimod ytrede mange af spillerne et ønske om at komme på Floorballskole igen snarest muligt, så mon ikke arrangementet vil blive fulgt op på et senere tidspunkt? Spillerne, der var i alderen 8-16 år, modtog differentieret undervisning i to moduler, som primært bestod af praktisk indlæring på halgulvet. Undervisningen var tilrettelagt, så der blev taget hensyn til alle, nybegyndere såvel som erfarne spillere. Bemærkelsesværdigt var det, at en tredjedel af eleverne denne dag var piger, så det lover godt for fremtiden. Efter en frokost i kantinen og hygge i ungdomsmiljøet blev Floorballskolen rundet af med en turnering, hvor kortene blev blandet godt og grundigt på en måde, så der ud over forbedrede floorballkundskaber også blev knyttet nye kontakter på tværs af klubberne. Læs mere om dagen og se flere billeder fra arrangementet HER, eller klik på Floorballskolen 2013 i menuen til venstre. (10. november)
Floorballskolens elever og lærere samlet på det store klassefoto. Leverandøren af floorballudstyr Unihoc
havde sponseret flotte T-shirter og bolde til samtlige elever. En stor tak til Unihoc.
 
På kurs mod en topplacering i 3. division
3. divisionsholdet har nu mødt samtlige modstandere een gang i indeværende sæson. En tredjedel af sæsonens kampe er dermed spillet, og lige nu har holdet kurs mod en topplacering. Se her, hvordan turneringen er gået indtil nu for Mørke IF Floorball - Dark Devils. (8. november)
 
Forrygende floorballlørdag for Mørke
En stor del af medlemmerne af Mørke IF Floorball var lørdag den 26. oktober i aktion i haller to steder i det østjyske.
 
Tre ungdomshold fra Mørke IF Floorball deltog i et stævne i den store hal i Skyline Arena i Randers, arrangeret af Randers Raptors. Det var første gang, at Randers arrangerede sådan et stævne for børne- og ungdomshold, men det bliver garanteret ikke sidste gang, for klubben slap rigtigt fint fra arrangementet, selv om det var svært at få stævneprogrammet til at gå op med forholdsvis få hold, som alle havde et forskelligt udgangspunkt - nogle af holdene kom med spillere, der har spillet i flere år, mens andre var nybegyndere.
 
Mørkes U15-hold er nogle af de mest rutinerede og gik ubesejret igennem stævnet efter sejre over Ry, ÅFK og Randers. Da holdets trænere selv var optaget af en 3. divisionskamp, måtte Niklas Kvistgaard, Casper Bech, Kristoffer Kipp, Nikolaj Hougaard, Mathias Jakobsen og Christian Sørensen selv klare udskiftninger og taktik. Det klarede de på allerbedste vis, og trænermanglen viste sig i øvrigt kun at være et plus, da førstepræmien var noget, der lignede et par kg slik til deling - så var der nemlig mere til spillerne.  
 
 
U15-holdet med slikpræmien foran sig. Fra venstre: Nikolaj Hougaard, Kristoffer Kipp
Kristiansen, Niklas Kvistgaard, Mathias Jakobsen, Casper Bech og Christian Sørensen.
 
De øvrige Mørke-spillere var fordelt på to kombinerede U11-/U13-hold. Holdet med Cecilie Crolly, Markos Vestergaard, Lærke Lysdahl Sørensen, Malou Lysdahl Sørensen og Otto Hernandez kom forrygende fra start og stod efter grundspillet a-point med det hold fra Ry, som lå på førstepladsen. I sin semifinale måtte holdet dog kapitulere til et stærkt U11-hold fra Team Århus. Holddet sluttede på fjerdepladsen.
 
Det andet Mørke-hold, bestående af Sille Nielsen, Simon Lysdahl Sørensen, Marie Bang Tange, Julie Vidkjær og Casper Harbo lå på sidstepladsen efter indledende runde og skulle derfor møde det på papiret stærkeste hold, Ry. Ved halvleg var Mørke-holdet bagud med tre mål, men så viste holdet uanede kræfter. Ført an af viljen lykkedes det holdet at få udlignet til slutresultatet 4-4, og da den forlængede spilletid sluttede målløs, måtte kampen afgøres på straffeslag. Her var der ingen slinger i valsen. Sille i målet lukkede helt af for Ry-spillerne, mens Simon og Marie scorede sikkert på deres forsøg, og da så Julie kom til, lå det til hende at afgøre kampen, hvilket hun gjorde med en sikker scoring ude i siden af målet. Så er det for alvor sjovt at gå til floorball. At holdet så efterfølgende tabte finalen til Team Århus betyder ikke så meget.
Fotos fra stævnet følger senere.
 
Mens dette drama fandt sted foregik et andet drama i Mørke Idrætscenter, da Mørke IF Floorball - Dark Devils konsoliderede førstepladsen i 3. division efter en sejr over Bjerre Millenium på 8-3. Referatet fra den kamp kan ses under menupunktet 3. division 2013-14. (26. oktober)
 
Mørke If Floorball arrangerer floorballskole
Søndag den 10. november arrangerer Mørke IF Floorball en floorballskole i Mørke Idrætscenter. Samtlige klubber i det østjyske område er inviteret til at stille med alle de børne- og ungdomsspillere, som de råder over, hvad enten de har hold eller ej. På Floorballskolen vil alle deltagerne blive mikset godt og grundigt på kryds og tværs af klubberne på en måde, så der bliver taget hensyn til både alder og niveau. Der skal selvfølgelig spilles en masse floorballkampe på dagen, men det bliver altså med medspillere, som normalt er modstandere. Derudover byder Floorballskolen også på fællestræning. To tidligere landsholdsspillere, Jens Hagbarth og Thomas Bouchara (førstnævnte er assisterende træner for U19-landsholdet), kommer og lærer fra sig med nogle praktiske øvelser på floorballbanen og vil i en pause også fortælle om deres oplevelser som elitespillere. (22. oktober)
 
Fuldt program - og mere til
Efter at have ligget lidt i dvale i efterårsferien er der fuldt program i kalenderen i Mørke IF Floorball i den kommende tid. Der er normal træning igen, og her er alle interesserede som altid velkomne til at komme og træne med, uanset alder og evner. Det er aldrig for sent at begynde at gå til floorball. Træningstiderne kan findes via menuen ude til venstre. På lørdag den 26. oktober kl. 12.45 spiller 3. divisionsholdet hjemmekamp mod Bjerre Millenium 2000, og samme dag deltager 16 børne- og ungdomsspillere fra Mørke IF Floorball i et stævne i Skyline Arena i Randers. Oveni vil Mørke Idrætscenter de kommende tre onsdage i tidsrummet kl. 15-16 i den grad syde af energi, når 3x20 sfo-børn kommer på besøg for at spille floorball. (22. oktober)

Dark Devils fik sejr i sæsonpremieren i 3. division
Dark Devils - ÅFK 9 - 2. Læs mere (21. september)
 
Yngstemand markerede sig ved motionststævne
Karl fra Silkeborg var dagens yngste spiller og halv størrelse i forhold til de fleste modstandere, og alene af den grund var han bemærkelsesværdig. Men at han så ovenikøbet satte tre mål ind i løbet af et stævne, så må vi andre tage hatten af. Karl, der til daglig spiller ishockey i Silkeborg, var om nogen dagens spiller, da motionistspillere fra Silkeborg, Hørning og Mørke lørdag dystede i Mørke Idrætscenter ved Mørke IF Floorballs Efterårs Cup 2013. Stævnet, der var møntet på motionistspillere, var årets første af sin art. Silkeborg stillede med et stærkt motionisthold, der snildt ville kunne begå sig i 3. division, mens både Mørke og Hørning stillede med miksede hold bestående af både mænd og kvinder. Mørkes motionisthold måtte supplere holdet med nogle af 3. divisionsspillerne, som dermed fik god kamptræning, inden det på lørdag i næste weekend går løs med sæsonens første 3. divisionskamp mod ÅFK. Der var god stemning hele vejen rundt under stævnet, og vi håber på et gensyn senere på sæsonen. (14. september)
Stævnets resultater:
Silkeborg - Hørning:    1-0
Mørke - Silkeborg:       2-3
Hørning - Mørke:         0-3
Hørning - Silkeborg:    0-3
Silkeborg - Mørke:       4-0
Mørke - Hørning:         7-1
 
Mørke er vært for minimotioniststævne
Lørdag eftermiddag (14. september) lægger Mørke Idrætscenter gulv til sæsonens første floorballstævne for motionister. Da det er tidligt på sæsonen, og da mange af de øvrige østjyske klubber knapt er startet, er der tale om et ministævne med deltagelse af blot tre hold fra Mørke, Hørning og Silkeborg. Stævnet begynder kl. 12.30, og alle holdene mødes to gange, inden det sidste fløjt lyder ca. kl. 15.20. Darks Devils-holdet stiller med 14 spillere - heriblandt 4 kvinder. Mørke IF Floorball havde også inviteret de østjyske klubber til at stille med børne- og ungdomshold, men det har vist sig, at september er for tidligt at invitere til stævne. Men de øvrige østjyske klubber er på vej i gang, så mon ikke det lykkes at komme i kamp, når Randers inviterer til stævne lørdag den 16. oktober. På grund af lørdagens stævne er den almindelige lørdagstræning aflyst. Evt. interesserede motionister er velkomne til at dukke op til træning enten på onsdage kl. 18.30-20 eller lørdage kl. 14-15.30. (12. september)
 
Fire Mørke-spillere videre i talentprojekt
Mørke IF Floorball er repræsenteret med fire spillere i Talent Midts talentprojekt for sæsonen 2013-14. Efter at have deltaget i Dansk Floorball Unions scoutsamling i Sunds i den forløbne weekend er Nikolaj Hougaard, Casper Beck, Nicklas Dissing og Kristoffer Kipp alle blevet udtaget til den endelige trup på 24 spillere, som i løbet af sæsonen skal mødes til en række talentsamlinger i det sydjyske - et projekt, som rundes af med en samling i Kolding i maj 2014, hvor talenter fra hele landet samles til et stort talentstævne i Kolding. Det er første gang, at spillere fra Mørke IF deltager i sådan en talentsamling. Ud over at få muligheden for at træne sammen med en masse andre talenter fra hele landet får de fire Mørke-spillere i løbet af sæsonen en træneruddannelse, som både spillerne og klubben forhåbentlig kan drage nytte af. Mørke IF Floorball ønsker de fire spillere et stort tillykke med udtagelsen. (7. september)
Kristoffer Kipp, Casper Beck og Nikolaj Hougaard (bagerst) i aktion ved scoutsamlingen. Nicklas Dissing (herunder t.v.) kom til skade med sin arm tidligt på dagen, men formåede alligevel at gøre sig bemærket, så også han blev udtaget til resten af årets talentsamlinger.
 
 
 
Sæsonens første stævne er på hjemmebane
Lørdag den 14. september afvikler Mørke IF Floorball - Dark Devils årets første stævne i Mørke Idrætscenter. I løbet af foråret og sommeren har floorballbestyrelsen været i kontakt med samtlige østjyske floorballklubber i bestræbelserne på at få nogle flere lokale stævner op at stå i denne sæson. Arbejdet ser ud til at have båret frugt, for allerede inden sæsonstart var der fyldt godt op i stævnekalenderen med østjyske stævner både for børnenes og for motionisternes vedkommende. Mørke IF Floorball lægger ud med et kombineret stævne, hvor børne- og ungdomsholdene spiller om formiddagen til ca. kl. 13, mens motionistholdene spiller om eftermiddagen.   Se stævnekalenderen    Se invitationen til stævnet
 
Floorballen mødte Mørke
Mørke IF Floorball - Dark Devils var naturligvis med, da Mørke viste sig selv frem lørdag den 24. august ved arrangementet Mød os i Mørke. Arrangementet viste, hvilket overflødighedshorn af tilbud og initiativrige mennesker der findes i byen og nærmeste omegn - herunder floorballen. Mange kom forbi floorballstanden og prøvede evnerne af med en floorballstav i hånden eller udfyldte floorballtipskuponen. I tips-konkurrencen var der sat to mindre snolder-gevinster på højkant. Blandt tipperne med flest rigtige blev der trukket lod, og vinderen blev Anette Mikkelsen, Tværvej. Den anden præmie, hvor der blev trukket lod blandt samtlige deltagere, blev vundet af Klinge, Møllevej. Som billederne neden for viser, er floorball for alle aldersgrupper. Tjek træningstider længere nede på siden, hvis du har fået lyst til at prøve spillet af i praksis. (26. august)
 
Den bold sidder lige, hvor den skal - oppe i trekanten ...
 
   
Der tippes ...                                                                                 Glæde over en scoring ...
 
Far og søn i kamp, så sveden driver ...
 
 
Mørke-talenter deltager i scoutsamling
På søndag den 1. september deltager fire af Mørke IF Floorballs dygtige floorballspillere i en talentsamling, som Dansk Floorball Union arrangerer i Sunds. De fire spillere er Nikolaj Hougaard, Casper Beck, Nicklas Dissing og Kristoffer Kipp. Talentsamlingen er et nyt initiativ, som Dafu har lanceret i et samarbejde med Dansk Idrætsforbund. Talentsamlingen er for spillere i alderen 13-17 år, og klubbens fire spillere skal være sammen med andre talentfulde spillere fra en række klubber i Midtjylland, Sydjylland og Fyn. Der er tale om en såkaldt scoutsamling, hvorfra Dafus trænere vil udvælge en mindre gruppe af spillere, som resten af sæsonen skal mødes fire-seks gange med det formål at udvikle spillernes floorballtalenter. Vi håber, at vores fire spillere får en god oplevelse ud af talentsamlingen i Sunds. (26. august)
 
Træningen begynder i uge 33
Så går det løs med en ny floorballsæson i Mørke IF Floorball – Dark Devils. Træningen begynder i uge 33 for alle holdenes vedkommende.
 
Seniorerne (divisionstruppen) træner mandage kl. 21.30-23.00 og onsdage kl. 18.30-20.00.
Motionister træner onsdage kl. 18.30-20.00 og lørdage kl. 14.00-15.30.
U13-U17 (årgang 1996-2001) træner onsdage kl. 17.15-18.30 og lørdage kl. 14.00-15.30.
U9-U11 (årgang 2002-2005) træner onsdage kl. 16.00-17.15.
(Ovenstående tider er med forbehold for ændringer, så hold øje med hjemmesiden)
 
NB Lørdag den 17. august er træningen aflyst pga. andet arrangement.
 
Med indførelsen af multikontingentet glæder vi os til at se endnu flere på floorballbanen, og det står enhver multikontingentbruger frit for at dukke op til træningerne - dog er mandagstræningen forbeholdt 3. divisionsholdet. Har du lyst til at komme og prøve spillet af, er du selvfølgelig også mere end velkommen til en træning, selv om du ikke er tilmeldt multikontingentordningen.
 
Vil du have multikontingent: Tilmeld dig på forsiden af MIFs hjemmeside. Gå derefter ind på floorballens hjemmeside (denne side) og registrer dig som multikontingentbruger i floorballafdelingen under menupunktet Holdtilmelding.
Vil du kun have floorballkontingent: Tilmeld dig her på siden under menupunktet Holdtilmelding og vælg det hold, du vil spille på.
Det er vigtigt, at du oplyser både telefonnummer og en mailadresse, som du jævnligt tjekker, da info fra floorballafdelingen typisk kommer pr. email eller sms.
 
Kontingent:
Hvis man ikke har multikontingent, er kontingenterne i floorballafdelingerne således:
U9-U11: 500 kr.
U13-U17: 600 kr.
Motionister: 650 kr.
3. division: 900 kr.
(7.august)
 
Nye modstandere til 3. divisionsholdet
Så har Dansk Floorball Union løftet sløret for, hvem Dark Devils skal møde i den kommende sæson i 3. division. Modstanderne bliver: Skanderborg Real Killerbees, Randers Raptors FC 2, ÅFK 2, Bjerre Millenium Floorball 2000 (syd for Horsens) og Sønderbro Floorball Klub (Horsens). Det er fire færre hold end sidste år, hvor der deltog 10 hold i kreds 3. Til gengæld skal alle holdene i den kommende turnering møde hinanden tre gange i løbet af sæsonen. Det er også værd at bemærke, at tre af holdene er nye i forhold til sidste år. Bjerre Millenium og ÅFK 2 (tidl. ÅFS) spillede begge i 2. division sidste år. Sønderbro er også et nyt bekendtskab. Spændende. (15. maj)
 
Sommerfloorballen ruller
Helt frem til sommerferien er der mulighed for at prøve af, hvad floorball er. Som vanligt tilbyder Mørke IF Floorball nemlig en fuldstændig uforpligtende gang motion for alle voksne og juniorer, der har lyst. Det foregår i Mørke Idrætscenter hver onsdag fra kl. 19. Nye spillere kan sagtens nå at være med. Man kan bare møde op - klubben har stave til alle. Eneste begrænsning er, at man skal være årgang 1999 eller ældre. (8. maj)
 
DARK DEVILS VINDER A-FINALE - se flere fotos ved at trykke her
    
Casper Bech har lige banket sejrsmålet ind, og pokalen er i hus. U13-holdet sammen med trænerne, Mark og Emil. 
 
Så har Mørke IF Floorball - Dark Devils lige vundet en A-finale i Kleinfeld (floorball med tre markspillere og en målmand) ved landsstævnet i Frederikshavn. Landsstævnet er det uofficielle DM for ungdomshold, idet der deltager hold fra alle de store klubber i Danmark. Niklas Kvistgaard, Kristoffer Kipp, Anders Peter Kirk Christensen, Nicklas Dissing, Casper Beck Nielsen, Nikolaj Hougaard og Tobias M. Pedersen gik ubesejret gennem stævnet og rundede en forrygende weekend af med at vinde finalen over FF Storebælt efter en nervepirrende afslutning, hvor holdet først 8 sekunder før slutfløjtet fik udlignet til resultatet 6-6. Kampen skulle derfor afgøres i Sudden Victory, og efter blot 34 sekunders spil faldt det ud til Mørkes fordel, da Casper Beck rundede en forrygende kamp af med at banke bolden i mål. En perfekt afslutning på en herlig weekend for de 18 spillere, som var med, og for de trænere, ledere og forældre, som i løbet af weekenden delte en stor oplevelse i det nordjyske. Ud over U13-holdet deltog Mørke IF Floorball også med et rent pigehold i U9/11 og et U11-drengehold. Man kan læse mere om kampene og stævnets forløb ved at klikke på Liveopdatering her ved siden af. En af de kommende dage følger flere fotos fra stævnet. (28. april)
 
  
 Pigeholdet og U11-holdet, som deltog ved landsstævnet. Her sammen med træner Emil.
 
 
18 spillere deltager i Landsstævnet i Frederikshavn
Fredag morgen den 26. april kl. 8.15 drager en stor floorballtrup fra Mørke IF Floorball af sted for at deltage i det årlige landsstævne for unge floorballspillere fra hele landet. Stævnet foregår i år i Frederikshavn omkring Arena Nord. Dark Devils er i år repræsenteret med 18 spillere i alderen 9-15 år, 2 trænere, 2 ledere og 5 forældre - den hidtil største trup herfra til et landsstævne til trods for, at det er en af de helt store konfirmationsweekender. Følg med i, hvordan det går i det nordjyske ved at klikke på Liveopdatering i menuen til venstre herfor, eller klik HER  Vi vil i løbet af weekenden forsøge at lægge billeder og andet nyt på hjemmesiden løbende.
 
Floorballen blev promoveret ved messe i Auning
Mørke IF Floorball - Dark Devils fik gjort god reklame for både floorballsporten, klubben, idrætsforeningen og Mørke by, da klubben i weekenden deltog i den store Motor- og Handelsmesse i Auning. Der var masser af besøgende forbi standen i løbet af de to dage, som messen varede, og der blev knyttet flere nye kontakter. Dels til enkeltspillere, dels til eksisterende hockeyklubber på Djursland, som på sigt forhåbentligt kan føre noget samarbejde med sig, da floorball og hockey, som de fleste kender det, i bund og grund er det samme.
 
På messen blev der også tænkt tanker om etablering af nye floorballklubber på Djursland, og dermed er formålet med overhovedet at deltage i messen nået, nemlig at få udbredt kendskabet til den sport, som de fleste kender fra skolen, endnu mere. Vi vil i hvert fald fra Mørke IF Floorballs side gøre, hvad vi kan for at hjælpe nye klubber i gang.
 
Mange besøgende benyttede også muligheden for at udfylde en tipskupon om floorball, og de deltog dermed i en konkurrence om præmier sponseret af Sparekassen Kronjylland. Rigtig mange ramte plet med 13 rigtige.
 
Følgende er efterfølgende udtrukket som vindere i konkurrencen:
1x2 flasker rødvin: Michelle Jørgensen, Nørager
1 sportstaske: Marianne Nygaard, Hornslet
1 frikontingent til sommerfloorball i MIF Floorball: Heidi, Auning
 
Udtrukket blandt alle besvarelser:
1x2 flasker rødvin: Per Zeidler, Rønde
1 frikontingent til sommerfloorball i MIF Floorball, Mikael Nielsen, Auning
Vinderne får direkte besked pr. telefon. (9. april)
 
 
U13 spillede forkamp til DM-semifinale
Otte U13-spillere fra Mørke IF Floorball spillede lørdag forkamp til det store floorballbrag i Aarhus i NRGi Arena, semifinalen i herreligaen mellem aarhusholdet TÅF og Rødovre. Selv om holdet aldersmæssigt var meget bredt, formåede Dark Devils-spillerne at levere en rigtig god indsats på den store arena. Holdet førte således gennem det meste af kampen og havde meget godt spil undervejs. Men TÅF fightede sig tilbage og scorede det afgørende mål til allersidst til slutresultatet 13-12 til hjemmeholdet. Dermed blev forkampen næsten lige så spændende som DM-semifinalen, som TÅF i øvrigt vandt knebent efter straffeslag. Semifinalen er dog i øvrigt ikke afgjort endnu, da der spilles bedst af tre. Se flere billeder fra forkampen ved at trykke på Galleri til venstre herfor. (9. april)
 
Sommerfloorball for mænd og kvinder
Efter en sæson med masser af fight i Dark Devils debut i 3. division er det snart tid til en gang floorball under mere afslappede forhold i Mørke Idrætscenter. Onsdag efter påske - den 3. april kl. 19.00 - begynder sommerfloorballen nemlig. Det er floorball for hyggens - og motionens - skyld og en god mulighed for nye spillere lige at få prøvet af, hvad floorball er for noget. Vi laver nogle simple øvelser, og så spiller vi ellers bare - for sjov. Sommmerfloorball er for alle voksne og juniorer af begge køn ned til og med årgang 1999. Spillere udefra er meget velkomne til at deltage og kan bare støde til i løbet af foråret. I forvejen rummer klubben over spillere fra både Djursland og Aarhus. Vi har stave, bolde og bane, så der er ingen undskyldning for ikke at prøve sporten af. Prisen? 200 kr. for 13 gange - første gang er gratis ... (11. marts)
 
Storsejr i den sidste kamp i 3. division
Mørke IF Floorball - Dark Devils rundede sæsonen af med maner, da holdet i sin sidste kamp på udebane slog Skanderborg Killerbees sikkert. Kampen var et direkte opgør om den endelige fjerdeplads, og der var på forhånd lagt op til en helt lige kamp. Men Dark Devils satte sig på kampen og leverede som hold et af sæsonens flotteste præstationer, hvilket udmøntede sig i en sejr på 10-0. (16. marts)
Se spillerstatistik, kampreferater og slutstilling - tryk HER.
 
Hård fight i 3. divisionskampen hjemme mod Randers Raptors.
  
11 unge fik kamprutine i Karup
11 unge Dark Devils-spillere - Lærke, Simon, Rico, Otto, Nicklas, Casper, Kristoffer, Mathias, Markos, Marcus og Matti - måtte tidligt ud af fjerene lørdag morgen for at nå til Karup, hvor den stod på stævne fra kl. 9.30. Og de 11 formåede på flot vis at repræsentere Mørke IF Floorball mod et par af de andre store floorballhold i det midtjyske, Karup og Sunds. Stævnet viste så også forskellen på at have spillet floorball i nogle måneder i forhold til at have gået til det i årevis, som mange af ikke mindst Sunds-børnene har gjort det. Men det lykkedes for både vores U9-, U11- og U13-hold at få point med hjem. U9-holdet måtte nøjes med en enkelt uafgjort, U11-holdet vandt en og spillede en enkelt uafgjort, og U13-holdet vandt en enkelt. Men flere af de tabte kampe var så tætte, at de lige så godt kunne være endt med en sejr til Dark Devils-spillerne. Det må komme næste gang, for ud over at have haft en hyggelig dag i Karup fik spillerne også lidt mere rutine i at spille kampe, og det vil helt sikkert komme dem til gode senere. Og så kom spillerne i øvrigt ikke tomhændede hjem fra stævnet - de vandt nemlig alle en gylden floorball, så nu er der ingen undskyldning for ikke at få øvet lidt slag derhjemme i den kommende uge, mens floorballtræningen holder vinterferiepause. (9. februar)

Hold i dag

Følg med

Nyheder - Vis alle

Events - Vis alle

Instagram