ARKIV 2012
 

Fuldt hus til Dark Devils Julecup - nu med flere fotos

63 børn og 64 voksne spillede tilsammen 51 kampe i løbet af ni en halv time, da Mørke IF Floorball lørdag den 29. december afviklede Dark Devils Julecup 2012.
Mørke IF Floorball, der har Østjyllands største ungdomsafdeling med cirka 28 medlemmer i alderen 7-15 år, stillede selv med 25 børn til stævnet, der er den største af sin art i Østjylland. I U9/begynder-rækken var det Mørkes eget pigehold, bestående af Sille, Julie og Lærke, der vandt på trods af, at holdet var handicappet af et afbud fra den influenzaramte Cecilie. I U11-rækken sejrede et hold fra Esbjerg, mens ÅFS i U15-rækken gentog triumfen fra sidste år og vandt den flotte Dark Devils-pokal med sig hjem.
Hos de voksne deltog 12 af klubbens 26 seniorspillere om eftermiddagen på holdet, som tog kampen op mod de fem andre stærke hold, som der var blevet plads til ved stævnets voksendel. På trods af en del afbud lykkedes det Mørke at kæmpe sig frem til semifinalen. Her mødte Dark Devils et meget stærkt hold fra Haderslev, og efter en intens dyst med en dramatisk afslutning fik Mørke adgang til finalen efter en smal 1-0-sejr. Pludselig var førstepræmien, en kl. 12-raket til hver spiller, inden for rækkevidde. Raketterne havde Jyderup Farmers dog også udset sig, og det blev holdet fra Sjælland, der kunne bringe raketter og pokal med sig hjem efter en 2-0-sejr.
En fornøjelig dag var slut. Nedenfor kan man se enkelte billeder fra stævnet. Flere billeder kan ses ved at klikke på Galleri til venstre herfor.
Der skal lyde en stor tak til vores sponsorer, som i den grad bakkede op om arrangementet. Sparekassen Kronjylland, DagliBrugsen Mørke, FloorballPro, Mitre, Stark og Francks Dyrefoder i Skødstrup støttede direkte med mange flotte præmier til holdene. Tidligere har Tuborgfondet bevilget penge til de bander, som gjorde det muligt at afvikle så mange kampe, som det var tilfældet. Derudover skal der lyde en stor tak til forældre og andre frivillige, som har hjulpet under stævnet. (30. december)
 
 
 
 
 
 
 
Juleafslutning på tværs - nu venter Dark Devils Julecup
Onsdag den 19. december holdt floorballafdelingens 50 medlemmer en fælles juleafslutning, hvor der blev dystet i forskellige konkurrencer på tværs af aldersgrupperne. Nu kan spillerne holde en velfortjent julepause, men allerede på lørdag den 29. december går det løs igen. Da er klubben nemlig vært for Dark Devils Julecup 2012. Her deltager op mod 70 børn om formiddagen og 70 voksne om eftermiddagen. De deltagende klubber kommer fra hele landet: Esbjerg, Haderslev, Lemvig, Mejrup, Aarhus, Ry og Jyderup. (20. december)
Randers Raptors - Dark Devils
Resultat: 4-3 (1-3, 1-0, 2-0) Læs mere under menupunktet 3. division. (15. december)
Dark Devils - ÅFS
Resultat: 7-4 (1-0, 1-1, 5-3). Sidste kamp inden jul er på udebane lørdag den 15. december mod Randers Raptors i Skyline Arena. (8. december)
Fuldt hus til vennedag
Klubben skal have købt nogle flere børnestave, for da de to ungdomstrænere, Mark og Emil, onsdag inviterede til tag-en-ven-med-træning løb de tør for stave i den rigtige størrelse til alle de nye spillere, der deltog i U9-, U11- og U13/15-holdenes træning. Så nogle måtte bruge en voksenstav - men det gik endda. Lige nu rummer børneholdene 25 tilmeldte spillere, men der er næppe tvivl om, at flere kommer til. Nogle af de nye spillere har således allerede tilmeldt sig klubbens julestævne, der finder sted lørdag den 29. december. Med den tilgang af nye spillere, der sker lige nu, vil Mørke IF Floorball sandsynligvis rumme Østjyllands største floorballungdomsafdeling inden længe - hvis det ikke allerede er tilfældet. Se flere billeder fra vennedagen under menupunktet Galleri. (5. december)
Ingen andre klubber i Østjylland kan stille et rent pigehold. Mørke IF Floorball kan. Og i går kom endnu et par piger forbi for at prøve spillet af.
Et par af U13-spillerne, Mathias Jakobsen og Nicklas Dissing, er trådt til som hjælpetrænere. Her er det Mathias, der tegner og fortæller. T.h. er det Oliver, der lægger an til skud.
ÅFS - Dark Devils
Resultat: 5-5 (2-1, 0-1, 3-3). Der er returopgør mellem de to hold på lørdag den 8. december i Mørke Idrætscenter kl. 12.30. Der er en rigtig god grund til at komme og heppe. Femtepladsen i 3. division er på spil. (1. december)
Karup Comets - Dark Devils
Resultat: 4-10 (1-1, 1-4, 2-5) - se mere under menupunktet 3. division til venstre herfor. Næste 3. divisionskamp er lørdag den 1. december på udebane mod ÅFS. (21. november)
IK Vest - Dark Devils
Resultat: 3-10 (1-3, 0-3, 2-4) (17. november)
Dark Devils i kamp ved stævne i Esbjerg
Mørke IF Floorball - Dark Devils var repræsenteret med to hold, da klubben i weekenden deltog i et minifloorballstævne, Sharks Cup, i Esbjerg. Og både U11-holdet og U13-holdet fik sejre med sig hjem.
U 11-holdet, bestående af Lærke, Simon, Markos og Casper, fik en lidt hård start med et par klare nederlag i de første to kampe, men kom godt igen. Holdets resultater:
Mørke - Gørding 2: 0-5
Mørke - Esbjerg: 0-5
Mørke - Ribe: 0-3
Mørke - Karup: 2-0
Mørke - Gørding 3: 0-5
Mørke - Karup 3: 4-1
U13-holdet, bestående af Kristoffer, Casper, Anders og Nicklas, var med i opløbet til en plads blandt de bedste, men sluttede desværre af med et par nederlag:
Mørke - Sønderborg: 1-2
Mørke - ÅFS 1: 2-1
Mørke - ÅFS 2: 4-0
Mørke - Karup 6: 2-2
Mørke - Esbjerg 5: 4-0
Mørke - Esbjerg 4: 1-3
Mørke - Karup 5: 2-4
(12. november)
Sunds Seahawks - Dark Devils
Resultat: 3-2 (1-0, 1-2, 1-0). (10. november)
Viborg Saints - Dark Devils
Resultat: 8-2 (1-1, 6-1, 1-0). (4. november)
Skive Floorball Klub - Dark Devils SCORINGSREKORD!!!!
Resultat: 1-23 (0-7, 1-7, 0-9). Dark Devils havde en forrygende dag, da holdet søndag besøgte Skive Floorball Klub. Det blev på flere måder en historisk dag. Læs mere under menupunktet 3. division til venstre herfor. Næste kamp for 3. divisionsholdet er søndag den 4. november på udebane mod Viborg Saints. (28. oktober)
U11 spillede i en fyldt hal
For de fleste af U11-spillerne var det allerførste gang, at de skulle spille kamp, da de lørdag på udebane spillede mod et U11-hold fra ÅFS, men de gjorde det med stil: Omkring 100 tilskuere så på, og det er flere, end Dark Devils 3. divisionshold nogensinde har spillet foran - selv hvis man lægger alle divisionsholdets hidtidige kampe sammen! U11-kampen fandt sted i pauserne i herreligakampen mellem ÅFS og AaB, så ud over selv at få lov at spille fik ungerne samtidig mulighed for at se, hvordan floorball på dansk topniveau foregår. Dark Devils-spillerne mødte nogle gode Aarhus-spillere, som lige var den tand større, der betød, at ÅFS vandt kampen. Men vores unge spillere kæmpede flot og fik prøvet, hvordan det er at være i kamp. Det får de mulighed for igen, når Dark Devils ungdomshold søndag den 11. november deltager i et stævne i Esbjerg. Se billeder fra kampen i Aarhus ved at klikke på Galleri i bjælken ude til venstre herfor. Også U13-15-holdet spillede pausekamp mod ÅFS denne lørdag. Holdet, der bestod af Casper Beck Nielsen, Anders Hoberg, Kristoffer Kipp, Mathias Jakobsen, Nicklas Dissing, Rasmus Crolly og Nikolaj Hougaard, vandt med 4-1. (27. oktober)
U11-holdet: Fra venstre er det træner Mark, Cecilie, Julie, Lærke, Casper, Markos, Otto og træner Emil. Forrest sidder Simon.
Dark Devils inviterer til Julecup
Lørdag den 29. december - 5. juledag - bliver der gang i Mørke Idrætscenter, når Mørke IF Floorball inviterer til Dark Devils Julecup 2012. Takket være et tilskud på 8.500 kr. fra Tuborgfondet til indkøb af hjørnebander og minifloorballmål bliver det muligt at afvikle hele tre stævner på samme dag, idet vi nu har bander nok til at kunne afvikle både et minifloorballstævne (3 spillere på banen ad gangen - U9 og U11) og et Kleinfeldstævne (tre spillere og en målmand - U13/15) på samme tid. Børnestævnerne afvikles i tidsrummet kl. 9.30-13.00 (ca.), og derefter overtager de voksne den store bane til et stævne, der er for motionshold/3. divisionshold. Se invitationen til børnestævnet HER og til voksenstævnet HER. Se billeder fra julestævnet sidste år i menuen til venstre. (22. oktober)
Dark Devils - Viborg Saints
Resultat: 5-7 (3-1, 0-3, 2-3). Se fotos fra kampen under Galleri. (13. oktober)
Dark Devils - Skanderborg Killerbees
Resultat: 6-8 (3-2, 1-3, 2-3) Se fotos fra kampen under Galleri. (29. september)

SFOen indtog floorballbanen
Aldrig før har så mange floorballspillere været i gang på samme tid i Mørke Idrætscenter, som da 28 børn fra Mørke Skoles SFO onsdag eftermiddag indtog halgulvet. Men det gik endda, og alle børnene fik derfor mulighed for at snuse til, hvad floorball er for en størrelse.
Tre bestyrelsesmedlemmer stod klar til at indføre børnene i floorballens verden. Alle fik en stav i hånden, og så gik det løs med en masse sjove øvelser, inden børnene til sidst fik mulighed for at spille på mål. Mange udviste et stort talent for spillet, og nogle af dem er allerede at finde på det nystartede U9-hold eller U11-holdet, som træner hver onsdag eftermiddag.
Det var det tredje og sidste besøg af SFOen i floorballafdelingen - i denne omgang i hvert fald. I de kommende uger kan børnene på lignende vis prøve nogle af de andre idrætsgrene af, som Mørke IF tilbyder. Det foregår også onsdag eftermiddag lige inden floorballholdenes træning. (Skrevet den 27. september)
Holdet bag den første turneringssejr
Læs mere om kampen mod Randers Raptors ved at klikke på menupunktet "3. division 2012/13" i søjlen til venstre. Der ligger flere fotos fra kampen under punktet "Galleri" i søjlen til venstre.
Bagerst fra venstre: Hanne Wendell, Anders Pihlkjer (anfører), Emil Enevoldsen, Niclas Hjortshøj, Peder Rasmussen, Søren Nielsen (træner), Jimmy Hougaard. Siddende fra venstre: Rasmus Opstrup, Mark Andreasen, Rebecca Sørensen (cheftræner), Anne Thielecke, Ole Hansen, Søren Laigaard Prang. Forrest målmand Hans Jensen (træner).
Live lige nu: Dark Devils - Randers Raptors
Kampen er slut. Mørke IF Floorball debuterer i 3. division med en sejr på 9-2 over Randers Raptors. Dagens Dark Devils-fighter blev Peder Rasmussen. Billeder fra kampen følger forhåbentlig i løbet af weekenden ... (Kl. 14.01)
Gamle Ole Hansen har scoret. 9-2. Vi nærmer os en afgørelse. (Kl. 13.55)
Anders Pihlkjer er kommet på måltavlen. Nu står det 8-2 et stykke inde i 3. periode. (Kl. 13.40)
Så står det 7-1. Emil Enevoldsen og Rasmus Opstrup (Kl. 13.17)
Så er 2. periode i gang. Dark Devils fører nu med 5-1. Rasmus Opstrup har nettet fire gange. Derudover et selvmål. Det kører ... (Kl. 13.10)
Efter 1. periode står det 3-1 til Mørke. (Skrevet kl. 12.55)
Efter 11 minutters spil er Mørke IF Floorball - Dark Devils i front med 2-0 over Randers Raptors. (Skrevet kl. 12.42)
Dark Devils debuterer i 3. division
På lørdag den 22. september sker det. Dark Devils spiller for første gang en divisionskamp. Der er ovenikøbet tale om et lokalopgør på hjemmebane mod Randers Raptors. Spillerne herfra har spillet divisionsfloorball i flere år. Den erfaring mangler de fleste af Dark Devils-spillerne, men til gengæld har de troen på, at de sagtens kan være med. Der bliver helt sikkert gang i den - både på banen og på tilskuerpladserne. Kampstart er kl. 12.30, og der er naturligvis fri entre. (Skrevet den 17. september)
Besøg fra FloorballPro og Lokalavisen
På onsdag den 5. september får Mørke IF Floorball – Dark Devils besøg af Brian Christensen fra FloorballPro, der er leverandør af floorballudstyr.
I tidsrummet kl. 17-18.30 kan man se et udvalg af udstyr, ligesom der er mulighed for at prøve at spille med de stave, han har med. På floorballpro.dk kan man på forhånd se, hvad han er leveringsdygtig i, og man er velkommen til at kontakte ham pr. telefon på 2926 2414, hvis man har specielle ønsker – f.eks. sko i en bestemt størrelse – som han så kan tage med. Der er tale om et tilbud til de, som er interesserede i at få deres eget udstyr, og som medlem af Dark Devils er der rabat hos FloorballPro.
Brian Christensen er tidligere elitespiller og vil fra kl. 18.30 stå for nogle øvelser (kun motionister/senior), hvor han især vil have fokus på frislag og forsvarsspil.
På onsdag får vi endvidere besøg af en journalist fra Lokalavisen, så der er al mulig grund til at møde op til træning på onsdag, som altså bliver en træningsdag lidt ud over det sædvanlige. (Skrevet den 2. september)

Justerede træningstider

Onsdagens træningstider for ungdomsholdene er blevet justeret lidt. U9 og U11 træner i tidsrummet kl. 16.00-17.15. U13/15 træner i tidsrummet kl. 17.15-18.15. Vi er stadig i opstartsfasen, så hvis der viser sig et behov derfor, kan yderligere justeringer komme på tale. Husk at få jer tilmeldt under Holdtilmelding. På den måde kan vi nemlig sende direkte besked til hver enkelt, såfremt der er behov for det. (skrevet den 28. august)
Floorball som paratviden
Folks viden om Mørke IF Floorball - Dark Devils og floorball i det hele taget er ret imponerende. Ved arrangementet Mød os i Mørke, som lørdag fandt sted ved Mørke Skole, var der hele fire deltagere som præsterede lutter rigtige svar på spørgsmål om floorball på den tipskupon, som man kunne udfylde ved floorballafdelingens stand. Med sognepræst Maria Frederikke Rasmussen som vidne blev der trukkket lod blandt de dygtige om præmien - skildpadder, blue jeans og tyggegummi - og den heldige var Mads Enevoldsen, Skolevej. I alt 38 havde udfyldt en kupon, og blandt dem blev der udtrukket endnu en vinder: Rasmus Magnussen, Drosselvej. (skrevet 26. august)
Ved standen blev der grublet over de rigtige svar, og på banen var der mulighed for at prøve spillet af i praksis.
Klar til sæson 2012/13 – læs om holdene her ...
Mørke IF Floorball – Dark Devils er klar til at byde velkommen til klubbens tredje sæson. I forhold til de første to sæsoner er det afgørende nye i år, at seniorholdet er tilmeldt danmarksturneringen og skal spille i 3. division Vest, ligesom det også er nyt, at vi i år tilbyder floorball for spillere helt ned til syvårsalderen. Klubben råder ligesom sidste år over seks dygtige trænere, som alle selv spiller floorball på seniorholdet. Sidste år deltog trænerstaben bl.a. i et trænerkursus i floorballens hjemland, Sverige, så de står bedst muligt rustet til at lære fra sig. Også i år skal trænerstaben efter planen til Sverige for at dygtiggøre sig.

Mørke IF Floorball tilbyder følgende hold i sæsonen 2012/13 (Ret til ændringer forbeholdes):
Ungdom:
For alle hold sluttes sæsonen af med mulighed for at deltage i Landsstævnet, hvor hold fra hele landet samles en hel weekend og spiller en masse floorball. Under menupunkterne ”Liveopdatering” og ”Billeder fra landsstævnet” til venstre herfor kan du se, hvordan det gik ved landsstævnet i 2012. For børneholdenes vedkommende kan der ske regulering af træningstiden afhængigt af, hvordan holdenes størrelse bliver.

U9 (årgang ca. 2003-2004):
Hver onsdag kl. 16.00-17.15. For denne aldersgruppe handler det først og fremmest om at lege floorballspillet ind ved hjælp af en masse forskellige og sjove øvelser, der gør spillerne fortrolige med staven og boldene. I løbet af sæsonen introduceres børnene til de mest basale floorballregler, og sidst på sæsonen får børnene mulighed for at komme med til et par stævner, hvis de har lyst. Der spilles på en lille bane (minifloorball) på tværs af hallen. Træner: Søren Prang/Mark Andreasen/Emil Enevoldsen. Pris 250 kr.

U11 (årgang ca. 2001-2002):
Hver onsdag kl. 16.00-17.15. Også her skal der gerne grines og leges under træningen, men selvfølgelig også spilles på to mål. Det foregår på en lille bane (minifloorball) på en bane på tværs af hallen. I løbet af sæsonen deltager holdet i endags-stævner. Trænere: Emil Enevoldsen/Mark Andreasen/Søren Prang. Pris 500 kr.

U13/U15 (årgang ca. 1997-2000):
Hver onsdag kl. 17.15-18.15. Her udvikles spillernes teknik via en række forskellige øvelser. Meget af spillet vil være på lille bane, da det betyder flere boldberøringer og dermed udvikler spillernes teknik mest, men der er også mulighed for at spille på stor bane. I løbet af sæsonen deltager holdene i en række stævner rundt om i det jyske. Trænere: Mark Andreasen og Emil Enevoldsen. Pris 500 kr.

Voksne:
Som en konsekvens af, at seniorholdet nu er tilmeldt danmarksturneringen, skal holdet de fleste weekender spille kamp. Hjemmekampene foregår på lørdage. De lørdage, hvor holdet ikke spiller hjemmekamp, råder floorballafdelingen over hallen til andre aktiviteter, såsom specielle træningspas (børn/voksne), hjemmestævner, sponsorarrangementer o. lign.
Seniorer (årgang ca. 1950-1996):
Træner mandage kl. 21.30-23.00 og onsdage kl. 18.15-20.00. Da vi nu skal spille turneringskampe, kræver det, at folk passer træningen og møder op til kampe i det omfang, det overhovedet er muligt. Der vil i denne sæson blive introduceret en ordning, hvor man skal melde afbud, såfremt man ikke deltager i træningen. Det er trænerne, der suverænt bestemmer holdets sammensætning til kampene. Trænere: Rebecca Sørensen, Søren Nielsen, Hans Jensen. Pris: 800 kr.

Motionister (årgang ca. 1950-1996):
Træner på onsdage kl. 18.15-20.00 sammen med seniorholdet. Der vil selvfølgelig blive taget hensyn til nye spillere og niveauforskel. Nye spillere introduceres til spillet via en række øvelser. Trænere: Rebecca Sørensen, Søren Nielsen, Hans Jensen. Motionister spiller som udgangspunkt ikke kampe. Pris 600 kr.
(skrevet den 5. august)
Sommerfloorball - afrunding med spisning
På onsdag den 27. juni er det sidste omgang med sommerfloorball i denne sæson. Vi sætter lidt småpræmier på højkant i en miniturnering, og efter træningen er der lagt an til en hyggelig afrunding i cafeteriet ­– eller udenfor, hvis vejret er til det.
Hal-Lene vil fra kl. 20.15 stå klar med en lækker gryderet. Hun skal bare vide på forhånd, hvor mange der vil spise med. Så senest mandag aften skal du sende en sms eller en mail til Rebekka, om du vil spise med. Rebecca har tlf. 2076 8734 og adressen rebeccasoeren68@hotmail.com. Tilmeld dig hellere nu, så du ikke glemmer det …
Prisen er 50 kr. pr. snude, som betales på stedet. Familiemedlemmer er også velkomne til at spise med. Der er ingen spisepligt – man er selvfølgelig også velkommen til bare at være med …(skrevet den 21. juni)
Fint samarbejde ved DM for oldboys
Der er efterhånden blevet knyttet tætte bånd mellem Mørke IF Floorball - Dark Devils og aarhusianske ÅFS. Det så man i den forløbne weekend: Ved landsstævnet i Ringsted heppede de yngste Dark Devils og ÅFS-spillere på hinanden i kampene (når de altså ikke lige spillede imod hinanden), og i Aarhus delte spillere fra de to klubber spillertøj og stillede op til DM for oldboys på et fælleshold. De gamle havde en hyggelig dag, omend det ikke blev til nogle sejre. Et enkelt uafgjort resultat blev det dog til mod de forsvarende oldboysmestre fra Esbjerg, og det er vel ikke så ringe endda. Ved at klikke på GALLERI i det blå felt til venstre herfor kan man finde frem til flere billeder fra DM-stævnet. (skrevet den 18. april)
Det fælles oldboyshold. Fra Dark Devils deltog følgende spillere: Benny Kvistgaard, Hans Jensen, Jimmy Hougaard, Johnny Lillelund, Michael Secher Hansen og Lars Svith. Tak til MIF Fodbold for lån af spillertøj.
Ude i marken ... prust .... kæmpede Benny og Jimmy ... støn ... Det var hårdt for de gamle ben.
Så er der billeder fra landsstævnet
En forrygende landsstævneweekend er ovre. 14 unge Dark Devils-spillere leverede fin reklame i Ringsted for Mørke IF, for Mørke og for floorballsporten. De kæmpede og sled på banen og hyggede sig med hinanden uden for banen, så det var en fornøjelse at være med til. Undervejs blev det til flere flotte sejre, men også til brandærgerlige nederlag. Tak til spillerne for en positiv indstilling til tingene. Tak til trænerne for taktiklægning og tålmodighed. Og tak til Rønde EL-Service, der sponserede et flot træningssæt til alle deltagerne, hvilket betød, at Dark Devils-holdet kunne føre sig frem i Ringsted som flotte repræsentanter for Mørke IF. Læs mere om selve stævnets forløb og se billeder derfra ved at klikke på menupunkterne LIVE OPDATERING og BILLEDER FRA LANDSSTÆVNET til venstre herfor. (skrevet den 15. april)


Bagerst fra venstre: Nicklas Kvistgaard, Kaj Graabæk Klitgaard, Casper Bech Nielsen, Nikolaj Hougaard, Rasmus Crolly, Tobias Pedersen, Niels Sønderskov Mikkelsen, Mathias Jakobsen. Forrest: Nicklas Dissing, Sille Nielsen, Otto Hernandez, Jonas Brejnegaard-Pedersen, Kristoffer Kipp. Rolf Agerbo Bork mangler på billedet, men var også med.
Følg vores spillere - næsten live
Weekenden den 13.-15. april er den helt store spilleweekend for Dark Devils med hold i aktion i både Ringsted/Benløse og Aarhus. Du kan følge med hele weekenden ved at klikke på LIVE OPDATERING i det blå felt til venstre herfor.
Sommerfloorballen er kommet godt i gang
Der kom flere nye spillere til, da sommerfloorballen onsdag den 11. april begyndte med omkring 20 spillere på banen. Men der er plads til endnu flere - både børn og voksne - for bliver vi for mange til de hold, der er, opretter vi bare nogle nye. Så skulle man være forhindret de første onsdage, kan man bare springe til, når det passer en. Vi spiller hver onsdag helt frem til skolesommerferien. Indtil videre er mødetid for alle dog fortsat kl. 18. Læs mere om tilbuddet længere nede på siden. (skrevet den 13. april)
Seniorholdets kommende modstandere
Det ligger nu fast, hvem seniorholdet fra Mørke IF Floorball - Dark Devils skal møde, når holdet til efteråret debuterer i 3. division Vest, kreds 2. Modstanderne bliver Randers 2, Skanderborg 2, ÅFS 3, Skive, IK Vest (Ranum), KKIK (Karup), Sunds 3, MGU-P 2 (Mejrup). (skrevet den 7. april)



Vintersæsonen rundet af med hygge

Fredag aften mødtes ungdoms- og seniorspillerne til en fælles afslutning i Mørke Idrætscenter. Der blev dystet i forskellige discipliner - præcisionsskud, dribling på tid og skud på mål - og spillet floorball i mørke(!) inden den fysiske del blev rundet af med en miniturnering, som blev vundet af et hold bestående af Kristoffer Kipp, Mathias Jakobsen, Søren Nielsen, Benny Kvistgaard og Nina Enevoldsen. Kl. halv ni samledes alle i cafeteriet, hvor det var tid for uddeling af gaver til trænerne, inden de fem store pizzaer blev fortæret. Nu er der floorballpause i påskeferien, inden det går løs igen fra den 11. april. (skrevet den 1. april)



Fælles oldboyshold varmede op i Mørke

Det kombinerede DarkDevils/ÅFS-oldboyshold spillede her til aften sin sidste træningskamp, inden det lørdag den 14. september går løs ved DM-stævnet for oldboys i Aarhus. Holdet tabte i Mørke Idrætscenter knebent 3-4 til resten af Dark Devils-holdet. På billedet ses nogle af spillerne fra de to hold efter kampens afslutning. Læs mere om oldboys-stævnet nedenfor. (skrevet den 29. marts)
Stor floorballweekend i vente
Weekenden 13.-15. april bliver en af de helt store floorballweekender. Mørke IF Floorball - Dark Devils stiller med hele tre ungdomshold til landsstævnet i Ringsted/Benløse, og seks af klubbens ældste spillere deltager samme weekend i DM for oldboys. Ved landsstævnet stiller U13-holdet op i Kleinfeld (dvs. tre markspillere og en målmand på banen), mens U11 stiller op med to hold i minifloorball (tre markspillere uden målmand). Ved landsstævnet deltager over 900 floorballspillere fra hele landet, og Mørke skal undervejs i stævnet møde hold som Copenhagen SFC og Rødovre. Oldboys-spillerne deltager i DM-stævnet på et fælles oldboyshold med ÅFS, så holdet i alt tæller cirka 14 spillere. Oldboys-DM finder i øvrigt sted på ÅFS anlæg på Paludan Mullersvej i Aarhus lørdag den 14. april. I den grad, det er muligt, vil vi forsøge at holde hjemmesiden løbende opdateret i løbet af den spændende weekend.
(skrevet den 26. marts)

Sommerfloorball begynder onsdag den 11. april

Vintersæsonen er ved at være ovre, men så står sommersæsonen heldigvis for døren. Efter en floorballfri påskeuge - uge 14 - begynder sommerfloorballen ugen efter, nærmere bestemt onsdag den 11. april. Sommerfloorball er for alle fra ca. 10 år og op og handler først og fremmest om at få sig rørt på en sjov og anderledes måde i godt selskab. Vi spiller for sjov og skal således ikke ud at spille kampe i løbet af sæsonen. I sommerfloorball mødes man på tværs af generationer og køn, og man kan sagtens være med, selv om man ikke har spillet før. Ved en træning er der fælles opvarmning, inden trænerne præsenterer nogle enkle øvelser. Men det meste af tiden går med at spille (eller stå på sidelinjen for at få pusten igen). Holdene bliver sat fra gang til gang efter spillernes formåen, højde og drøjde.
Fra den 11. april er der sommerfloorball hver onsdag aften - første gang kl. 18 - indtil skolernes sommerferie. Afhængig af antallet af spillere vil vi dele os op i flere hold, og spilletidspunktet kan så blive ændret. Prisen? Blot 200 kr. for hele sommersæsonen. (skrevet 21. marts)

God træning på vejen mod 3. division
Chancerne var der til overflod, men heldet var ikke med Dark Devils, da seniorholdet torsdag aften mødte 3. divisionsholdet Randers Raptors i en træningskamp i Mørke Idrætscenter. Gæsterne vandt kampen med 6-2 på en aften, hvor de små marginalen tippede til udeholdets favør. Sædvanen tro var der dog god fight over hele linjen med mange gode individuelle præstationer, men især en præstation imponerede: I (mande)-omklædningsrummet var der nemlig enighed om, at backen Rikke Holme Vorup var dagens spiller efter en særdeles solid indsats i forsvaret. Målscorerne fra Mørke var Benny Kvistgaard og Emil B. Enevoldsen. Selv om det blev til et nederlag, lovede kampen godt for den kommende sæson, hvor Dark Devils for første gang spiller i turnering. Holdet er netop blevet tilmeldt 3. division for den kommende sæson 2012-13. (9. marts)


På billedet ses i midten Rikke Holme Vorup
mellem Jimmy Hougaard (t.v.)
og Emil Enevoldsen (Arkivfoto)





Nyt medlem i bestyrelsen
Ved årsmødet i Mørke IF blev floorballafdelingens bestyrelse udvidet med et nyt medlem, Charlotte Kvistgaard. Dermed består bestyrelsen nu af fire personer: Peer Pedersen (floorballafdelingens repræsentant i MIFs hovedbestyrelse), Charlotte Kvistgaard, Ole Sønderskov Hansen og Knud Enevoldsen. (24. februar)


U11- og U13-holdene i to finaler
Mørke IF Floorballs ungdomsspillere gjorde sig i den grad bemærket i den forløbne weekend. Ved et stævne hos ÅFS i Aarhus med deltagelse af hold fra de fleste klubber i Midt- og Østjylland formåede både U11-holdet og U13-holdet at spille sig i finalen. Efter kampe mod fem andre hold gjorde U11-holdet rent bord, da det blev til en sejr i finalen på 3-1 over Team Århus. U13-holdet mødte ligeledes fem andre hold, men var hæmmet af en del afbud, så kampene blev afviklet uden udskiftningsmuligheder. Alligevel formåede holdet at spille lige op mod et hold fra Karup i finalen, der endte 1-1. Kampen måtte ud i forlænget spilletid, men så slap kræfterne op, og Karup vandt på "sudden victory". Spillerne fra begge Dark Devils-hold kunne dog forlade stævnet med oprejst pande og være godt stolte efter en forrygende dag. Trænerteamet var særdeles tilfreds med spillernes indstilling undervejs, ligesom spillet flød godt. Der er i den grad noget at bygge videre på hos Mørke IF Floorball - Dark Devils. (6. februar)
God træning for motionisterne
Dark Devils seniorspillere har fået god træning ved to træningskampe mod spillere fra ÅFS. I forrige uge agerede holdet således sparringspartner for elitespillerne fra ÅFS 1. damer, der deltager i slutspillet i ligaen. Dark Devils vandt opgøret 8-2. Ugen efter gjaldt det et møde med motionsherrerne fra ÅFS. Dark Devils var ramt af en del afbud, og ÅFS manglede en målmand, så det endte med, at Århus-holdet måtte låne Hans Jensen fra Dark Devils som målmand. Kampen endte uafgjort 3-3. (4. februar)
U11-holdet varmede op til stævne med træningskamp mod ÅFS
Ved ungdomsholdenes træning onsdag den 18. januar blev der gået lidt mere til den end normalt. ÅFS var nemlig på besøg med sit U11-hold, og der blev afviklet fire små træningskampe a 10 minutters varighed. Dark Devils stillede med et stort hold, og spillerne imponerede undervejs med rigtigt godt sammenspil og gode skud. Dark Devils vandt alle fire kampe. Det lover godt for holdet, som søndag den 5. februar deltager i et Kleinfeld-stævne netop hos ÅFS. Det samme gør i øvrigt U13/15-holdet. (20. januar)
U11-holdet, der spillede træningskamp, sammen med trænerne, Mark Andreasen og Emil Enevoldsen.


22 kampe afviklet på 9 timer - nu med endnu flere billeder
Der var gang i Mørke Idrætscenter hele dagen fra kl. 9.30 til kl. 18.30, da Mørke IF Floorball - Dark Devils torsdag den 29 december for første gang stod som arrangør af et heldagsstævne, Dark Devils JuleCup. Ni hold fra hele Jylland dystede over 22 kampe om ære, præmier og diplomer, og selv om Dark Devils løb ind i nogle nederlag undervejs, så var det en god dag for holdets spillere og afdelingen i det hele taget: Spillerne fik kampe i benene, og floorballafdelingen fik vist, at den magter at arrangere sådan et stævne. Så flere stævner er i vente, og næste år, den 29. december 2012, håber klubben på at glædeligt gensyn med alle, når der på ny afvikles Dark Devils JuleCup.
(29. december)

På billedet er MIFs U15-hold i kamp mod Feldborg.
Se flere billeder fra stævnet i Galleri (øverst t.v. herfor). Billederne er fra U15-kampene.
Mogens Greve fra Lokalavisen var også på pletten. Læs hans artikel og se hans billeder fra U15-stævnet her.
Om eftermiddagen var en fotograf fra syddjurs.nu på besøg og tog en masse billeder fra voksenkampene. De kan ses på hjemmesiden syddjurs.nu eller ved at trykke her.

Dagens resultater U15:
MIF - Team Perto (ÅFS): 1 - 6
Sønderborg - Feldborg: 7 - 3
Team Perto - Sønderborg: 6 - 4
MIF - Feldborg: 1 - 8
Sønderborg - MIF: 5 - 2
Feldborg - Team Perto: 7 - 5
3.-4. plads: Feldborg - MIF: 10 - 3
1.-2. plads: Sønderborg - Team Perto: 3 - 5
Endelig placering: 1. Team Perto, 2. Sønderborg, 3. Feldborg, 4. Mørke
Dagens resultater motionist/3. division:
MIF - Vodskov: 6 - 0
Haderslev - Feldborg: 4 - 0
Mejrup - MIF: 2 - 1
Vodskov - Haderslev: 1 - 1
Feldborg - Mejrup: 3 - 4
MIF - Haderslev: 0 - 4
Vodskov - Feldborg: 0 - 1
Mejrup - Haderslev: 2 - 4
Feldborg - MIF: 1 - 2
Vodskov - Mejrup: 0 - 2
Semifinale 1: Haderslev - Feldborg: 2 - 1
Semifinale 2: Mejrup - MIF: 1 - 0
Bronzekamp: MIF - Feldborg: 1 - 0
Finale: Mejrup - Haderslev: 2 - 3
Endelig placering: 1. Haderslev, 2. Mejrup, 3. MIF, 4. Feldborg, 5. Vodskov
Mørke IF Floorball - Dark Devils ønsker alle et rigtigt godt nytår.
7. december: Juleafslutning for alle
Lørdag den 17. december holder alle floorballafdelingens hold fælles juleafslutning i Mørke Idrætscenter i tidsrummet kl. 14-17. Tilmelding er ikke nødvendig.

1. december: U11 og U15 var flyvende i Karup
Begge ungdomshold fra Mørke IF Floorball var i kamp, da Karup-Kølvrå Idrætsklub lørdag den 26. november havde inviteret til Kleinfeld-stævne. Stævnet var samtidig debut for U11-holdet i stævnesammenhæng, men holdet, bestående af Anders Hoberg, Niklas Kvistgaard, Otto Hernandez Jensen, Kristoffer Kipp og Mathias Jakobsen, fik en forrygende start med to sejre mod hjemmeholdet, KKIK. Første kamp endte 7-1 til Dark Devils, anden kamp sluttede 5-1.

På billlederne lægges U11-holdets taktik af trænerduoen Jakob Skjerning og Mark Andreasen. Taktikken lykkedes.
U15-holdet, bestående af Niels Sønderskov Mikkelsen, Casper Bech, Kristian Sørensen, Nikolaj Hougaard, Rasmus Crolly, Rolf Agerbo Bork, Michael Thomsen og Mathias Jakobsen, fik fire kampe. Det begyndte fint med en 5-1 sejr over lokalrivalerne fra ÅFS. Dernæst ventede noget af en oplevelse, da holdet løb ind i nogle store drenge fra Vodskov Wetwood Vikings, som bestod af et hold af efterskoleelever. Dark Devils tabte 12-2. Til slut mødte Dark Devils de to hold fra KKIF. Det blev til to tætte kampe, der endte med en sejr på 3-1 og et nederlag på 1-2.

På billederne er U15-holdet i aktion.
17. november: Dark Devils - nu også på tv
Torsdag den 17. november sendte TV2 Østjylland et indslag om Mørke IF Floorball - Dark Devils som optakt til Floorballens Dag i Mørke Idrætscenter lørdag den 19. november. Optagelserne fandt sted mandag eftermiddag, og resultatet kan ses ved at klikke HER. Indslaget kommer cirka 2 minutter og 20 sekunder henne. Læs mere om selve arrangementet nedenfor.
2. november: ”Floorballens dag” i Mørke Idrætscenter den 19. november
Lørdag den 19. november kl. 14 inviterer Mørke IF Floorball til ”Floorballens Dag” i Mørke Idrætscenter. Arrangementet, der er gratis, er rettet mod voksne fra 16 år og op, og det er for både mænd og kvinder.
Denne dag vil træningen være specielt møntet på, at der kommer nye til, som måske ikke aner, hvad floorball er, eller som kun kender til det i form af ”hockey” fra skolens gymnastiktimer. Men efter et par timer på halgulvet vil ingen være i tvivl, når de godt svedige går derfra.
På dagen vil der efter en fælles opvarmning være en kort introduktion til spillet, inden det går løs på banen. Undervejs vil der være en række mindre konkurrencer og små præmier. Floorballafdelingen er efterfølgende vært for en øl eller sodavand.
Ideen til arrangementet er udsprunget af, at floorballafdelingen i forvejen arrangerer lignende arrangementer i hallen for sine sponsorer og sponsorernes medarbejdere, som har givet meget positive tilbagemeldinger om den måde at få motion på.
Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig. Man dukker bare op med sit idrætstøj, et par indendørs sko og gerne en drikkedunk og et håndklæde.
1. november: Trænerne er godt klædt på
For nylig var Mørke IFs floorballtrænere på trænerkursus i floorballens hjemland, Sverige. Umiddelbart forinden var de blevet godt klædt på i deres nye trænertøj, som er sponseret af Nybolig Rønde, Sparekassen Kronjylland og Blue Water Shipping. Fra venstre ses Søren Nielsen, Rebecca Sørensen, Mark Andreasen, Jakob Skjerning og Emil Enevoldsen. Hans Jensen deltog også i kurset, men er ikke med på billedet. Til højre ses Rebecca og Søren.
Hold i dag

Følg med

Nyheder - Vis alle

Events - Vis alle

Instagram